Selvbærende ressourceforbrug optimeret til behov

Effektkæder fra utilsigtede hændelser i det senmoderne samfund breder sig ofte uforudsigeligt og disproportionalt. Et selvbærende ressourceforbrug skal indbygges i de iboende strukturer i organisationer og samfund og rettes mod tilknytningsbalancen.

På den ene side handler en del af resiliensstyringen derfor om ikke at gøre organisationer og samfund for afhængige af hinanden. På den anden side skal der være en vis afhængighed, så ekstraordinære ressourcer kan trækkes ind andre steder fra, når en utilsigtet hændelse rammer.

Organisationer og samfund skal fra nu af i gang med et omfattende arbejde med at re-dimensionere deres iboende strukturer, så de er tilpasset fremtidens risici og krav til genopretning – inden der lægges en kontrolramme for sikkerhedsforanstaltninger.

Kilde: Fra bogen “Hop tilbage” af Preben Moeslund.

I de iboende risici skal man derfor arbejde med analyse af, hvordan delsystemer samtidig med deres gensidige tilknytning kan blive selvbærende, så deres fortsatte eksistens sikres, hvis dele af dem skulle blive ramt af nedlukning. Dette er en paradoksal problematik, der blandet andet ses i koncerner, hospitalsvæsener, banker og lignende. Her deler man ofte vitale IT-systemer på tværs af lande og regioner. Men har ofte ikke taget højde for sårbarheden, når hele systemet er truet.

Skriv et svar

Your email address will not be published.